Nr. 28 – 28. september 2018

NYHEDSBREV


Skolerejse til Sydafrika

I onsdags, den 26. september 2018, rejste Annette og Henrik Due Jensen sammen med 9. klasse til Sydafrika. Foran ligger en længere rejse med fantastiske oplevelser for elever og medarbejdere. Selv om modellen er gennemprøvet tidligere, er det alligevel noget særligt for den nye gruppe. “Where does a week last a lifetime?” siges det lidt populært. All Africa Student Convention ligger midt i rejsen, og det er en uforglemmelig oplevelse, som igen i år er tilrettelagt for vores elever. Det sker i samarbejde med vores venner og samarbejdspartnere i Sydafrika, Graham og Pam Yoko. Vi glæder os til at følge med på rejsen. Forældrene får daglige nyhedsinformationer, og gennem nyhedsbrevet vil alle også blive opdaterede.

Forældrekursus

Lørdag, den 6. oktober 2018 kl. 9:00 til ca. 12, afholder vi forældrekursus for alle nye forældre på Gideonskolen. Kurset har til formål at give forældre en dybere baggrund for Gidonskolens historie og pædagogik. Det er vigtigt for os at lade historien gå videre til den næste generation. Der er så mange fantastiske ting at fortælle, og vi synes, at det skal gives videre, så det ikke glemmes. Der sendes særlig indbydelse med eleverne hjem med mulighed for tilmelding.

Løb for Afrika

Igen i år stiller vore elever op til “Løb for Afrika”, fredag, den 12. oktober 2018 kl. 12 – 14. Det er en tradition gennem en årrække, at eleverne på Gideonskolen løber  sponsorløb for at indsamle penge til et skoleprojekt i Sydafrika. I år indsamles penge til udbygning af “Risen Son Academy” i Vryheid (350 km nordvest for Durban). Eleverne har i dag fået en projektbeskrivelse med hjem, som vi beder forældrene studere nærmere og hjælpe os med at finde sponsorer til. Sponsorerne giver et beløb pr. kilometer, som eleverne løber. Hver elev finder sine egne sponsorer. Det kan være familie og venner eller forretningsforbindelser og kolleger.

Hjem fra lejr

Så er vi i gang igen efter lejrskolen i sidste uge. Vi ser tilbage på en vellykket lejr med nogle rigtig dejlige dage. Vejret var varmt og solfyldt – en rigtig sensommer. Kun torsdag eftermiddag måtte vi finde løsninger på et regnvejr, så oplevelsen omkring bålet blev aflyst, men alt andet på lejren blev gennemført som planlagt. Tusind tak til alle medarbejdere for et flot gennemført program.

Farvel til Berlin

8. klasse er kommet godt hjem fra deres skolerejse til Berlin. Det blev igen i år en vellykket tur med godt fællesskab og mange spændende oplevelser. Hjemturen blev lidt forsinket både med bussen fra Berlin og færgen til Gedser. Trods det kom alle godt hjem og ser tilbage på nogle rigtig dejlige dage. Tak til Ulla Hansen og Kristoffer Riis for godt teamarbejde.

Vigtige datoer

FORÆLDREKURSUS
Lørdag, den 6. oktober 2018 kl. 09:00 – ca. 12.

LØB for AFRIKA
Fredag, den 12. oktober 2018 kl. 12 – 14

EFTERÅRSFERIE
Lørdag, den 13. oktober, til søndag, den 21. oktober 2018 (begge dage incl.).
 

Se flere billeder fra ugen, tryk HER

Se billederne fra Hvidekildelejren

Se billederne fra Berlinturen