Nr. 27 – 14. september 2018

NYHEDSBREV


Skolerejse til Berlin

Mandag, den 17. september 2018, rejser vores 8. klasse til Berlin med bus. De skal på en rejse, hvor de sammen med Ulla Hansen og Kristoffer Riis skal opleve Berlins mange spændende historiske steder og ikke mindst have mulighed for at afprøve deres tyske sprogkundskaber. Deres rejse begynder i DGI-byen mandag morgen, og de er tilbage igen fredag, den 21. september 2018. Vi ønsker 8. klasse en god rejse.

Lejrskole i Kagerup

Mandag, den 17. september, går turen til Hvidekildelejren. Det gælder alle elever i 0.-7. klasse. Vi mødes på Ishøj Station senest kl. 08:40 og kører derefter til Kagerup Station, hvorefter vi spadserer til Hvidekildelejren. Vi er i stor forventning til, at det bliver endnu en skøn lejroplevelse med masser af aktiviteter samt et trygt og godt samvær med eleverne. Vi er tilbage på Ishøj Station fredag, den 21. september, kl. 12:19. 9. kasse bliver på Gideonskolen i uge 38 og har almindelig undervisning med Else Lange, Ib Johansen og Rose Broholm.

3. klasse til musikdage

Onsdag, den 12. og torsdag, den 13. september, har 3. klasse været til musikdage på Vallensbæk Musikskole. Her fik de god anledning til at afprøve en mangfoldighed af musikinstrumenter. Nogle af vores elever spiller allerede på instrumenter og er en del af Vallensbæk Musikskole. Under musikdagene deltog eleverne i forskellige workshops med fokus på strengeinstrumenter, korsang, slagtøj, elbas, rytmisk sammenspil, træblæserworkshop, og messingblæserworkshop. Vi glæder os over, at eleverne i 3. klasse får indsigt i musikkens farverige verden. Musik er for mange en stor glæde i livet. Jo tidligere eleven stifter bekendtskab med musikken, desto bedre kan de ofte blive til at spille på et instrument. Musik kan have en positiv indvirkning på vores følelser og ikke mindst vores indlæring. Vi håber derfor, at eleverne er blevet godt inspireret af disse to musikdage. Musikdagene sluttede af med en koncert torsdag aften, hvor forældrene var inviteret med.

Nyhedsbrev i næste uge

Da vi er på lejrskole og skolerejse i næste uge (uge 38), udebliver nyhedsbrevet. Næste opdatering sker fredag, den 28. september 2018.

Vigtige datoer:

SKOLEREJSE TIL BERLIN
Mandag, den 17. september 2018, til fredag, den 21. september 2018, er skolens 8. klasse på skole-rejse til Berlin.

SKOLEREJSE TIL SYDAFRIKA
Onsdag, den 26. september 2018, til fredag, den 12. oktober 2018. Det er skolens 9. klasse, der skal afsted.

EFTERÅRSFERIE
Lørdag, den 13. oktober, til søndag, den 21. oktober 2018.

Se flere billeder fra ugen, tryk HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *