Mange spørger med interesse til det navn, vi har valgt til vores skole. De fleste vil imidlertid kunne huske beretningen om Gideon som en af Bibelens kendte personer. Måske husker de, hvordan Gideon lagde et fåreskind ud på tærskepladsen og bad til Gud om, at skindet måtte være vådt, mens jorden var tør …

Vi har valgt navnet Gideon, fordi denne mand ikke var noget i sig selv – ikke kunne noget i sig selv – men ved Guds kraft kunne han udrette noget stort. Gideon var den yngste i den ringeste slægt. Han gemte sig i vinpersen, da englen kom til ham og sagde: “Herren er med dig, tapre kriger!” På trods af hans svaghed – eller måske netop på grund af denne – kunne Gud bruge ham. Han drev midjanitterne på flugt, og han blev den første af dommerne.

Da Gideon skulle gå mod midjanitterne, sendte Gud næsten alle krigerne hjem igen, så det kunne være helt klart for alle, at Gideon ikke sejrede i egen kraft – men ved Guds hjælp. Folkets krigsråb lød da også: “For Herren og for Gideon!”

Det ønsker vi skal præge vor skole: At vi aldrig går frem i egen kraft, men i Guds kraft. I os selv er vi intet. I os selv kan vi intet. Med Gud kan vi udrette noget stort. Derfor har vi også valgt et motto, der udtrykker dette: “Herren er min styrke og lovsang!” Det er hos Ham, vi henter vor styrke på alle områder. Han er vores kilde.

Gideons kaldelse til dommer

Dommerbogen 6

v.1  Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Herren gav dem i midjanitternes hånd, og i syv år havde midjanitterne magten over Israel. Af frygt for dem indrettede israelitterne tilflugtssteder i bjergene, huler og klippeborge. Hver gang israelitterne havde sået, kom midjanitterne og amalekitterne og Østens folk og gik til angreb på dem. De slog lejr på deres jord og ødelagde landets afgrøde helt til Gaza. De lod intet være tilbage at leve af i Israel, heller ikke får, okser eller æsler. For de kom med deres hjorde og deres telte, så talrige som græshopper; hverken de eller deres kameler kunne tælles. De trængte ind i landet og hærgede det. Israel blev helt forarmet på grund af midjanitterne, og de råbte til Herren.

v.7  Da israelitterne råbte til Herren over midjanitterne,  sendte han en profet til dem. Han sagde til dem: »Dette siger Herren, Israels Gud: Jeg førte jer op fra Egypten, ud af trællehuset. Jeg reddede jer fra egypterne og fra alle jeres undertrykkere; jeg drev dem bort foran jer og gav jer deres land. Jeg sagde til jer: Jeg er Herren jeres Gud; I må ikke frygte amoritternes guder, hvis land I bor i. Men I adlød mig ikke.«

v.11  Herrens engel kom og satte sig under egen i Ofra, som tilhørte abiezritten Joash. Hans søn Gideon var ved at tærske hvede i vinpersen for at have den i sikkerhed for midjanitterne. Herrens engel viste sig for ham og sagde til ham: »Herren er med dig, tapre kriger!« Gideon sagde til ham: »Hør mig, herre! Hvis Herren er med os, hvorfor har alt dette så ramt os? Hvor er alle de undere, som vore fædre fortalte os om, når de sagde: ›Herren førte os op fra Egypten‹? Nu har Herren forkastet os og givet os i midjanitternes magt.« Så vendte Herren sig til Gideon og sagde: »Drag af sted i al din styrke, så skal du frelse Israel fra midjanitterne. Det er mig, der sender dig.« Gideon sagde til ham: »Hør mig, herre! Hvordan skulle jeg kunne frelse Israel? Min slægt er den mest ubetydelige i Manasse, og jeg er den yngste i min fars hus.« Men Herren sagde til ham: »Jeg vil være med dig! Du skal slå midjanitterne alle som én.« Gideon sagde: »Har jeg fundet nåde for dine øjne, så giv mig et tegn på, at det er dig, der taler til mig. Gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage med en gave til dig og stiller den foran dig.« Han svarede: »Jeg bliver her, til du kommer tilbage.«

v.19  Så gik Gideon hjem og tilberedte et gedekid og bagte usyrede brød af en efa mel. Kødet lagde han i en kurv, og suppen hældte han i en gryde; så bragte han det ud til ham under egen. Da han kom med det, sagde Guds engel til ham: »Tag kødet og de usyrede brød, læg det på klippen dér, og hæld suppen ud over det!« Det gjorde han, og Herrens engel rakte den stav frem, han havde i hånden, og rørte ved kødet og de usyrede brød med spidsen af den. Da slog ild op fra klippen og fortærede kødet og de usyrede brød; og Herrens engel forsvandt for øjnene af ham. Så forstod Gideon, at det var Herrens engel, og han sagde: »Ak, Gud Herre, nu har jeg set Herrens engel ansigt til ansigt!« Men Herren sagde til ham: »Fred være med dig! Vær ikke bange, du skal ikke dø!« Dér byggede Gideon et alter for Herren og kaldte det »Herren er fred«. Det står den dag i dag i abiezritternes Ofra.

v.25  Samme nat sagde Herren til ham: »Tag en af din fars tyre, en fuldvoksen syvårig tyr. Riv så din fars Ba’al-alter ned og hug Ashera-pælen om, som står ved siden af. På toppen af denne fæstningsklippe skal du bygge et alter for Herren din Gud på den foreskrevne måde. Så skal du tage den fuldvoksne tyr og bringe den som brændoffer; Ashera-pælen, som du har hugget om, skal du bruge som brænde.«

v.27  Gideon tog ti af sine trælle og gjorde, som Herren havde sagt til ham. Men af frygt for sin familie og byens mænd turde han ikke gøre det om dagen, men gjorde det om natten. Da byens mænd næste morgen opdagede, at Ba’al-alteret var revet ned og Ashera-pælen, som stod ved siden af, hugget om, og at den fuldvoksne tyr var ofret på det alter, der var bygget, sagde de til hinanden: »Hvem har gjort det?« De spurgte sig for og undersøgte det og fik at vide, at det var Gideon, Joashs søn, der havde gjort det. Så sagde de til Joash: »Kom herud med din søn! Han skal dø, for han har revet Ba’al-alteret ned og hugget Ashera-pælen om, som stod ved siden af.« Men Joash sagde til alle, der stod omkring ham: »Vil I virkelig stride for Ba’al? Vil I virkelig redde ham? Den, der strider for ham, skal lide døden, før det bliver morgen. Hvis han er en gud, vil han stride for sig selv, når hans alter er revet ned.« Den dag fik Gideon navnet Jerubba’al; man sagde: »Lad Ba’al stride mod ham, som har revet hans alter ned.«

v.33  Alle midjanitterne og amalekitterne og Østens folk samledes og gik over Jordan; og de slog lejr på Jizre’elsletten. Da iklædte Herrens ånd sig Gideon; han stødte i hornet, og abiezritterne sluttede op bag ham. Derpå sendte han bud ud i hele Manasse, og de sluttede også op bag ham. Og han sendte bud ud i Asher og Zebulon og Naftali, og de sluttede sig til dem.

v.36  Gideon sagde til Gud: »Vil du frelse Israel ved mig, sådan som du har lovet? Nu lægger jeg noget uld på tærskepladsen, og hvis der falder dug på ulden alene, mens der er tørt på jorden, så ved jeg, at du vil frelse Israel ved mig, sådan som du har lovet.« Og sådan gik det. Da han næste morgen vred ulden, pressede han så meget dug af den, at der blev en skålfuld vand. Gideon sagde til Gud: »Du må ikke blive vred på mig, når jeg taler denne ene gang endnu. Lad mig bare én gang til prøve med ulden. Lad ulden alene være tør, mens der falder dug på jorden.« Og sådan gjorde Gud den nat. Kun ulden var tør, mens der var dug på jorden.

Gideons sejr over midjanitterne

Dommerbogen 7

v.1  Næste morgen slog Jerubba’al – den samme som Gideon – lejr ved Harod-kilden sammen med alle de folk, han havde hos sig; midjanitternes lejr lå længere mod nord, ved More-højen nede på sletten. Herren sagde til Gideon: »Du har for mange folk hos dig til, at jeg vil give midjanitterne i deres hånd; Israel vil bare selv tage æren og sige: Min egen hånd har skaffet mig sejr. Derfor skal du råbe til folket: Enhver, der er bange og rædselsslagen, skal vende hjem!« Sådan sorterede Gideon dem, og toogtyve tusind mand vendte hjem, mens ti tusind blev tilbage. Men Herren sagde til Gideon: »Der er stadig for mange folk. Før dem ned til kilden, dér vil jeg sortere dem for dig. Den, jeg siger du skal tage med, skal gå med dig, og den, jeg siger du ikke skal tage med, må ikke gå med dig.«

v.5  Så førte Gideon sine folk ned til kilden. Og Herren sagde til ham: »Alle dem, der labber vandet i sig som hunde, skal du skille ud fra alle dem, der lægger sig på knæ for at drikke.« Tallet på dem, der labbede vandet i sig, var tre hundrede. Alle de andre lagde sig på knæ og drak ved at føre hånden til munden. Da sagde Herren til Gideon: »Med de tre hundrede mand, som labbede vandet i sig, vil jeg give jer sejr; jeg giver midjanitterne i din hånd. Alle de andre skal gå hjem hver til sit.« Og de tog den proviant, disse folk havde, tillige med deres horn. Så sendte Gideon alle israelitterne hjem hver til sit, kun de tre hundrede mand beholdt han hos sig.

Midjanitternes lejr lå nede på sletten.

v.9  Samme nat sagde Herren til ham: »Ryk nu ned mod lejren. Jeg giver den i din hånd. Men hvis du er bange for at rykke ned mod lejren, så gå derned sammen med din våbendrager Pura. Når du hører, hvad de siger, vil du få styrke til at rykke ned mod lejren.« Så gik han med sin våbendrager Pura ned imod vagtposterne i udkanten af lejren. Midjanitterne og amalekitterne og alle Østens folk lå så tæt som græshopper nede på sletten; deres kameler kunne ikke tælles, de var så talrige som sandet ved havets bred. Netop som Gideon nåede derned, var der en, der var ved at fortælle en anden om en drøm, han havde haft. Han sagde: »Jeg drømte, at et bygbrød kom rullende ned mod midjanitternes lejr. Det ramte et telt, så det faldt, brødet væltede det omkuld, og dér lå teltet!« Den anden svarede: »Det kan kun betyde Joashs søn israelitten Gideons sværd. Gud har givet midjanitterne og hele lejren i hans hånd.« Da Gideon hørte drømmen fortalt og tydet, bøjede han sig i bøn. Så vendte han tilbage til israelitternes lejr og sagde: »Stå op! Herren har givet midjanitternes lejr i jeres hånd.«

v.16  Derpå delte han de tre hundrede mand i tre afdelinger og gav dem alle sammen horn i hånden og tomme krukker med brændende fakler i. Han sagde til dem: »Se på mig, og gør som jeg; når jeg kommer til udkanten af lejren, skal I gøre det samme, som jeg gør. Når jeg og alle de, der er sammen med mig, støder i hornene, skal I andre også støde i jeres horn rundt om hele lejren og råbe: For Herren og for Gideon!«

v.19  Ved begyndelsen af den midterste nattevagt kom Gideon og de hundrede mand, som var sammen med ham, til udkanten af lejren, netop som vagten var sat. Da stødte de i hornene og knuste krukkerne, de havde i hænderne. Alle tre afdelinger stødte i hornene og slog krukkerne i stykker. I venstre hånd holdt de faklerne og i højre hånd hornene, som de stødte i. Og de råbte: »Sværdet for Herren og for Gideon!« De blev stående på hver sin plads rundt om lejren, og alle i lejren gav sig til at løbe og flygtede skrigende bort. Da de tre hundrede stødte i hornene, lod Herren alle i lejren rette sværdet mod hinanden, og de flygtede til Bet-ha-Shitta i retning af Serera, til bredden ved Abel-Mehola over for Tabbat.

v.23  Så blev israelitterne fra Naftali, Asher og hele Manasse kaldt sammen, og de satte efter midjanitterne. Og Gideon sendte bud ud i hele Efraims bjergland: »Drag ned mod midjanitterne, og afskær dem fra floden helt til Bet-Bara ved Jordan!« Alle efraimitterne blev kaldt sammen, og de afskar adgangen til floden helt til Bet-Bara ved Jordan. De tog midjanitternes to høvdinge Oreb og Ze’eb til fange. Oreb dræbte de på Orebs klippe, og Ze’eb dræbte de i Ze’ebs perse, og så satte de efter midjanitterne. Hovederne af Oreb og Ze’eb bragte de til Gideon på den anden side af Jordan.